top of page

Armplastik

Arme før.jpg
Arme efter.jpg
Hvad er en armplastik?

En armplastik er en operation, hvor man skærer løs hud og fylde væk på langs af overarmen. Den fjerner det, man i folkemunde kalder "mormor-arme". Det giver som regel nogle rigtig pæne konturer, men til gengæld et langt ar, der ikke altid er særlig diskret. Er der alternativer? Nogle gange kan en fedtsugning være et godt alternativ. Godt nok er der ved en fedtsugning på overarmen en risiko for at huden bliver løs efterfølgende. Men hvis man er i tvivl og ikke har noget imod udsigten til en operation nr. to, kan man evt. starte med en fedtsugning og se om det giver et OK resultat. Og hvis ikke, kan man efter ca. måneder fjerne den overskydende hud. Ikke-kirurgiske behandlinger: Hvis man kun er lidt generet af løs hud og ikke synes der er overskydende fylde, kan man nogle gange stramme huden lidt op med injektionsbehandling. Der findes nogle der består af Hyaluronsyre og nogle der består af mælkesyre. Man kan også opnå noget med radiofrekvens microneedling eller ultralyd. Disse behandlinger udretter ikke mirakler, men kan nogle gange give lige det pift, man ønsker. Hvem egner operationen sig til? Den klassiske armplastik-kandidat er en, der har fået løs hud på armene efter et vægttab. Hvem egner den sig ikke til? For at kunne få foretaget en kosmetisk operation, skal man være fyldt 18 år. Som noget generelt bør man ikke lade sig operere i en alt for turbulent periode af sit liv. Og har du mange eller alvorlige problemer med helbredet eller tager medicin, der er meget blodfortyndende eller hæmmer helingen, er det ikke altid du kan tilbydes en operation. Hvis du ser i gang med eller planlægger et vægttab skal du vide, at du får klart den bedste vurdering og det bedste resultat når du har nået din målvægt - ikke undervejs i processen. Hvis du skal ud at rejse kort tid efter operationen De fleste rejseforsikringer dækker ikke komplikationer til en operation, der opstår under en rejse, hvis operationen er foretaget mindre end 1-3 måneder før operationen. Det præcise tilladte tidsinterval mellem operation og rejse afhænger af operationstypen og det enkelt forsikringsselskab.Hvis man har uharmonisk store overarme sammenlignet med resten af kroppen er en armplastik sjældent nok i sig selv. Her kan der være behov for at planlægge to operationer: Først en fedtsugning af hele overarmen for at gøre den mindre. Og så slutte af med en armplastik typisk et halvt år efter.

Hvordan foregår det?

Forundersøgelse Du vil ved forundersøgelsen få en grundig information om operationen og efterforløbet. Du vil blive bedt om at udfylde et oplysningsskema om dit helbred. Du taler du med plastikkirurgen om dine ønsker, og du vil få et godt bud på, hvad der er af muligheder. Du bør være forberedt på, at kirurgens analyse af dine behov og de løsninger der foreslås, måske er anderledes end det, du havde tænkt på forhånd. Vi anbefaler, at du kommer til forundersøgelsen sammen med en pårørende eller en ven, således at I bagefter kan tale om den information, du fik i forbindelse med forundersøgelsen. Efter forundersøgelsen er der en lovpligtig betænkningstid på mindst 1 uge før du må tage en endelig beslutning om operation. Hvis du derefter stadig er i tvivl, kan der være behov for en supplerende konsultation. Det er vigtigt, at du fortæller, hvis der har været problemer i forbindelse med tidligere operationer eller tandbehandlinger. Hvis du f.eks. har meget let ved at få blå mærker eller blødningskomplikationer, infektioner eller hvis du tidligere har oplevet, at lokalbedøvelse ikke har virket særlig godt. Ofte er årsagen til sidstnævnte, at der ved det pågældende indgreb ikke blev givet nok bedøvelse. Men hos en lille procentdel af befolkningen aftager virkningen af lokalbedøvelse meget hurtigt eller virker bare ikke tilstrækkeligt. Den slags oplysninger er vigtige at få på bordet før du skrives op til en operation i lokalbedøvelse. Din forberedelse før operationen Undgå selvbruner. Selvbruner i ugen før operationen øger risikoen for infektion. Årsagen er, at det giver huden en fedtet overflade, som gør at den sterile afdækning ikke klistrer på huden og dermed ikke afskærmer det sterile område ordentligt. Gør plads i kalenderen. Som regel bliver man mere træt end man forestiller sig når en operation er overstået. Så lad være med at planlægge noget socialt senere samme dag. Dels kan snak og grin øge risikoen for blødning. Dels vil tanken om, at du skal have overskud til socialt samvær stresse dig unødigt under operationen. Arranger hjemtransport. Du bør som hovedregel ikke selv køre bil hjem. Kun ved helt små indgreb er dette forsvarligt. Spørg kirurgen, hvis du er i tvivl. Spis de måltider du plejer på operationsdagen. Nogle tror at de bør faste før en lokalbedøvelses-operation, men det forholder sig helt omvendt: Det er vigtigt at være tanket op og ikke gå sukkerkold under operationen. Udskyd operationen hvis du bliver syg op til. Det kan være svært at aflyse med kort varsel, specielt hvis det er vanskeligt at få operation og efterfølgende feriedage passet ind i en travl hverdag. Men en forkølelse gør ikke noget godt for resultatet eller forløbet. Kroppen har brug for at restituere og hvis der er tale om en operation i hoved-hals området vil du blive mærkbart hævet i længere tid end ellers. Hvordan foregår operationen Operationen foregår i lokalbedøvelse. Når lokalbedøvelsen lægges kan det svie og stikke lidt. Men under selve operationen bør du ikke mærke noget. Og hvis der endelig skulle være et enkelt sted, hvor du kan mærke at det spænder, kan der altid lægges mere lokalbedøvelse undervejs. Lokalbedøvelse indeholder Adrenalin, der får blodårerne i området til at trække sig sammen; det begrænser blødningen og forlænger virkningen af bedøvelsen. Men det kan også øge hjerterytmen og stresse kroppen lidt. Det er blandt andet derfor det er vigtigt at overholde sine sædvanlige måltider på operationsdagen, da effekten af Adrenalinen minder om, når man går sukkerkold. Under operationen vil der være forskellige lyde, som virker uvante på dig og som det er godt at være forberedt på. Det lyder måske mærkeligt, men man kan høre når en skalpel skærer, en saks klipper og en fedtsugnings-kanyle rasper i vævet. Hvis det er åben kirurgi anvendes en pincet med strøm i, som stopper blødning i små blodårer. Den giver en bip-lyd fra sig når den anvendes og man kan høre en svitsen i vævet. Og nogle gange kan der endda være en let brændt lugt. Det er altsammen en del af enhver operation og bedst, hvis du er forberedt på det. Og kan du tåle at læse ovenstående udpenslede beskrivelse, er der gode chancer for at du kan gennemgå en operation i lokalbedøvelse. Hvis du stoppede halvvejs i beskrivelsen bør du overveje fuld bedøvelse. Operationen afsluttes med at du får plastre på arret. Bagefter kan du have behov for at sidde og sunde dig lidt.En armplastik består af først en fedtsugning der afsluttes med fjernelse af overskydende hud. Fedtsugningen er dog anderledes end en almindelig fedtsugning. Ved en almindelig fedtsugning udtyndes et uønsket fedt-depot med et sted mellem 30 og 60%. Ved armplastikkens fedtsugning går man efter 100% af det fedt, der ligger under den hud, man fjerner. Grunden til at man ikke bare skærer fedtet væk når man nu alligevel skal skære huden væk er, at en fedtsugning bedre skåner blodårer, lymfebaner og nerver. Og derfor reducerer risikoen for hævelse, blødning, helingsproblemer og føleforstyrrelser i efterforløbet. Men selve patientens oplevelse af fedtsugnings-delen er fuldstændig identisk med en almindelig fedtsugning (se dette afsnit). Efter fedtsugningen fjernes den overskydende hud. Og så sættes hurtigt nogle midlertidige holdetråde, der strammer armen op. Det er vigtigt at stramme huden med det samme. Ellers risikerer man at såret hæver op undervejs i operationen og ikke kan lukkes. Af samme grund sys defekten derfor også trinvist; der fjernes en holdetråd og man syr straks de næste 6-8 cm. Denne procedure gentages så indtil defekten er lukket. Forholdsregler efter operationen Når du netop har gennemgået en ambulant operation er der nogle forholdsregler, du skal tage for at undgå komplikationer. Undgå infektion i såret. Operationsområdet må ikke blive vådt i bad de første 2 døgn efter operationen. Gå ikke i svømmehal eller karbad før trådene er fjernet. Hold det opererede område i ro indtil trådene er fjernet eller efter aftale: for megen aktivitet giver hævelse og øger risikoen for infektion. Tegn på infektion starter som regel med at det begynder at gøre mere ondt i operationsområdet. Og først senere tilkommer rødme, varme, hævelse og evt. feber. Risikoen for infektion er størst 5 dage efter operationen +/- 2 dage. Kontakt klinikken hvis du er i tvivl. Undgå blødning. Man bør slappe af resten af dagen efter en operation. Enhver aktivitet vil øge blodtrykket og dermed risikoen for blodansamling eller blodudtrædninger. Dette er vigtigt ved alle operationer, men særlig vigtigt ved operationer i ansigtet. Man bør efter en operation i ansigtet gå hjem og være rigtig kedelig resten af dagen. Indtag kun mad og drikke der er køligt og blødt. Vær asocial og undgå at blodet løber til hovedet. Undgå at bøje dig fremover og behold helst hovedet over hjertehøjde, også i søvne. Så sov med hovedet højt. Og køl evt. det opererede område med f.eks. en pose frosne ærter i 10-15 minutter hver 2. time. Gerne den følgende dag også. Afkøling reducerer ofte også smerterne. Plastre: De brune "englehud" plastre som kirurgen oftest sætter direkte på arret, kan godt tåle brusebad. Dup dem med håndklædet og tør dem evt. med føntørrer. En evt. yderforbinding må fjernes efter et døgn. Plasteret holder kanterne på såret sammen, og skal kun skiftes, når det selv løsner sig. Komplikationer det første døgn: Oplever du komplikationer - eksempelvis blødning, skal du kontakte klinikken. Kontroller Typisk ses du til kontrol 1 uge efter, hvor evt. tråde fjernes. Og 3-6 måneder efter kommer du til vurdering af resultatet. Der kan være behov for yderligere kontroller.Når operationen er færdig anlægges en kompressionsforbinding. Den skal være på det meste af tiden de efterfølgende 2 uger.De fleste ar heler OK ved anvendelse af "englehud" i 3-4 måneder, påpasselighed med sol og evt. en ar-creme. Men der er flere nuancer i det end som så. For eksempel er undgåelse af sol på ar en en smule overdrevet. Hvis et ar får meget sol de første par måneder efter en operation, kan den brune farve blive permanent og arret dermed mere synligt. Omvendt vil et ar, der ingen sol får, blive tydeligt lysere end den omgivende hud. Så lidt afhængig af den omgivende huds farve kan det være en fordel at tillade at arret får mere eller mindre sol. F.eks. er et ar omkring brystvorten mindst synligt, hvis det har fået noget sol og er blevet mørkt. Blot skal man give det sol i små doser, da ar let bliver solskoldede.

Hvor stor er tilfredsheden?

Graden af tilfredshed er bl.a. bestemt af, hvor effektivt operationen reducerer de ting, du er utilfreds med. En armplastik er uden sammenligning den mest effektive måde at stramme huden på armen op samtidig med at der fjernes noget fylde. Tilfredsheden med en armplastik er som regel rigtig god. Det er en stor beslutning at vælge en operation, der giver så langt et ar. Men når først beslutningen er taget, løser operationen jo lige præcis det problem, man er generet af. Og som ikke kan løses med hverken træning, vægttab eller andre midler. Der er nogle ting omkring tilfredshed efter kosmetisk kirurgi, som gælder de fleste operationer. En meget stor del af den tilfredshed, man oplever efter en kosmetisk operation afhænger af, hvor godt man på forhånd er forberedt på forløbet. At forventningsafstemningen er god. Det gælder både bivirkninger, tidsforløb og hvor effektivt behandlingen afhjælper ens gener i sidste ende. Det er også derfor, man som kosmetisk patient ikke har ret til at frasige sig den slags information. Man kan med andre ord ikke bare sige til kirurgen, at "Jeg behøver ikke at vide noget om risici - jeg regner med at du gør dit bedste". De allerfleste får et resultat, de er glade for. Men det er vigtigt, at man som patient er realistisk i sine forventninger. Mediernes påvirkning giver ofte er forvrænget billlede af kosmetisk kirurgi. På reality TV er det ofte yngre mennesker, der er i fokus. Og da yngre mennesker har en ungdommelig vævskvalitet har de et godt udgangspunkt for et godt og holdbart resultat. Det kan desværre bidrage til, at man som patient opbygger urealistiske forventninger til kosmetisk kirurgi. Her er det vigtigt, at du som patient lytter nøje til alt det, kirurgen siger - og ikke kun det, du gerne vil høre. Hvornår og hvor længe har jeg det ønskede resultat? Resultatet holder i mange år. Med det forbehold, at hvis man tager på og taber sig igen, så kommer noget af fylden og løsheden tilbage.Hvor længe en kosmetisk operation holder, er i øvrigt bestemt af rigtig mange faktorer. Rygning, vægtsvingninger, megen sol, alder, hormonelle forhold og genetisk bestemt hudkvalitet er alle faktorer der påvirker virkningen, herunder varigheden, af et operationsresultat. Og så kan en kirurg jo heller ikke spå om, hvordan ens krop vil ældes/forandres i årene efter en operation. Risici og komplikationer Graden af tilfredshed er naturligvis også afhængig af den risiko, der er forbundet med operationen. Blodforsyningen i huden på overarmen og lårenes inderside er ikke specielt god. Det er fordi der er tale om beskyttede områder, der normalt ikke udsættes for skader og slid. Derfor er helingen af ar her heller ikke så effektiv, som den er på kroppens ydersider. Det forekommer jævnligt, at der dannes små åbninger i arrene, hvorigennem det titter tråde ud, som skal fjernes med en saks og pincet før helingen kan fortsætte. Der er også større infektionsrisiko her sammenlignet med de fleste andre steder. Der løber nogle større lymfebaner i det område der opereres i. Og efter som man også skal gå med en kompressionsbandage et par uger efter, kan der godt komme hævelse ud på underamen og hånden. Hævelse på håndryggen giver ømhed i hånden når man bruger den. Hvis det bliver et større problem kan der være behov for at smide kompressionsforbindingen hurtigere end ellers planlagt. Og så må man være ekstra opmærksom på at ligge ned med aermene oppe over hjerteniveau og lave lymfedrænage-øvelser i de efterfgølgende uger. I det første døgn efter operationen er der en lille, men ubehagelig risiko for at armen kommer til at lide af "Compartment syndrom". Det er en tilstand, hvor stramningen i huden bliver så udtalt, at blodforsyningen bliver dårlig til armen. I værste fald kan der være behov for at åbne såret og holde det sammen med elastikker eller vacuum-behandling (VAC-behandling) i 2-3 dage indtil den værste hævelse er væk og huden kan lukkes. Det sker ekstremt sjældent. Og de få tilfælde man har hørt om i faget forekom i starten, da man begyndte at lave denne type operationer, og måske ikke var opmærksom nok på at få sat holdetråde eller klemmer i huden så snart den var fjernet.Alle operationer deler en række standard-risici og -komplikationer. Der kan tilkomme blødning, som kræver en operation mere med fjernelse af blod. Arret kan blive betændt og i værste fald skulle åbnes for at udtømme betændelse, omend det i de allerfleste tilfælde er tilstrækkeligt med Penicillin eller anden antibiotika-behandling. Arret kan have så svært ved at hele, så det åbner sig lidt og skal hele langsomt "indefra". Hvilket ikke kun giver et besværligt, fugtigt sår i nogle uger, men også giver et grovere og mere synligt ar i sidste ende. Der kan komme langvarige smerter og/eller føleforstyrrelser i arret. Nogle smerter, som en sjælden gang kan være svære at fjerne permanent. Og selvom alt går fint, kan arret nogle gange alligevel ende med at blive så groft, at det opfattes som skæmmende. Et problem, man ikke altid kan udbedre ved en arkorrektion, da nogle mennesker er genetisk disponerede til grov ardannelse. Din oplevelse af god service Graden af tilfredshed er også afhængig af, i hvor høj grad du føler, at der er gjort mest muligt for at give dig et godt resultat. Her på klinikken gør vi mere end de allerfleste for at give dig så diskrete ar som overhovedet muligt. De fleste ar heler OK ved anvendelse af "englehud" i 3-4 måneder, påpasselighed med sol og evt. en ar-creme. Men der er flere nuancer i det end som så. For eksempel er undgåelse af sol på ar en en smule overdrevet. Hvis et ar får meget sol de første par måneder efter en operation, kan den brune farve blive permanent og arret dermed mere synligt. Omvendt vil et ar, der ingen sol får, blive tydeligt lysere end den omgivende hud. Så lidt afhængig af den omgivende huds farve kan det være en fordel at tillade at arret får mere eller mindre sol. F.eks. er et ar omkring brystvorten mindst synligt, hvis det har fået noget sol og er blevet mørkt. Blot skal man give det sol i små doser, da ar let bliver solskoldede. Hvis det er ekstremt vigtigt, at få så diskret et ar som muligt, har vi på Klinik Milfeldt en helt særlig erfaring med forebyggelse af ardannelse. Det gælder er særlig relevant ved direkte brynløft og operation for kalkunhals, men kan anvendes alle steder, hvor man ønsker at gøre alt, hvad man kan for at få så pæne ar som muligt. Læs om dette i nedenstående afsnit om medicin og operationer. Hvad koster operationen? Se prisen for operationen på vores prisliste.

Medicin og operationer

Før en operation er der bestemte typer medicin, du skal undgå eller være opmærksom på, hvornår du tager.

Efter en operation anvendes som regel smertestillende medicin. Men andre typer medicin kan også komme på tale.

 

Læs her klinikkens information om medicin og operationer

bottom of page