top of page

Korrektion af øvre øjenlåg

ØØL før.jpg
ØØL efter.jpg
Hvad er korrektion af øvre øjenlåg?

Korrektion af øvre øjenlåg er en af de almindeligste kosmetiske operationer. Den giver som regel ikke nogen særlige problemer og har en høj patienttilfredshed. Det hyppigste problem er, at brynene også ofte sidder lavt og det kan være svært at skelne mellem om det er brynene eller øjenlågene det giver bedst mening at korrigere. Den skelnen er vigtig fordi brynene godt kan falde længere ned når man fjerner hud og fylde på øvre øjenlåg - og dermed fjerner noget af fundamentet til brynene. Asiatiske øjenlåg Denne variant ses oftest hos asiater. Asiatiske øjenlåg er kendetegnet ved at øjenlåget ikke har en europæisk omslagsfold og derfor er uden globelinje. Det gør at øjenlåget ser tunge ud, og øjnene bliver smalle. Disse øjenlåg ofte kombineret med en ”mongolfold” , dvs. en hudfold, der dækker lidt af den inderste øjenkrog ned mod nedre øjenlåg. Ved operation for asiatiske øjenlåg konstruerer man den savnede omslagsfold og dermed en synlig globelinje. Desuden er det muligt at afhjælpe mongolfolden ved at flytte rundt på huden i det indre øjenkrog, så dette bliver frilagt. Det er ikke alle plastikkirurger, der er rutinerede i denne operationstype. Vi har gode eksempler på vore egne resultater af denne operation, som du kan få lov at se ved en forundersøgelse. Er der alternativer? Brynløft. Der er et stort overlap mellem de gener man får af lave bryn og overskydende hud og fylde på øvre øjenlåg. Se afsnittet om direkte brynløft. Det vigtigste for dig at vide er, at en korrektion af øvre øjenlåg kan sænke dine bryn. Og hvis der er brug for at korrigere begge dele er det vigtigt at starte med brynene. Brynene skal nemlig overkorrigeres. Og hvis man lige har fået korrigeret øvre øjenlåg, så er der ikke hud nok på øjenlågene til at brynene kan løftes ordentligt. Hvis man løftede dem ordentligt, så vil der være adskillige uger efter brynløftet, hvor øjnene ikke kan lukkes ordentligt. De vil glide op i søvne, udtørres og blive røde, irriterede og løbe i vand. Fedttransplantation. Hvis du kun har løs hud og ingen overskydende fylde er det muligt, du kan få et godt resultat af en fedttransplantation. I hvert fald i de tilfælde hvor den løse hud skyldes tab af fylde. Det kan være tilfældet, hvis du har været flittig bruger af øjenvippeforlængende serum. Den type produkter mindsker nemlig mængden af fedt i øjenhulen og det kan ofte ses som et tab af fylde på øvre øjenlåg. I ekstreme tilfælde synker øjnene endda lidt ind i øjenhulen og bliver mindre at se på. Det sidste kan man ikke gøre noget ved, men fylden i øjenlågene kan korrigeres med fedttransplantation. Øjenvippeforlængende serum. Hvis du helt overvejende har overskydende fylde og ikke hud på øjenlågene vil brug af øjenvippeforlængende serum i halve og hele år sandsynligvis reducere fylden på øvre øjenlåg. Det gælder dog ikke hvis din fylde sidder i det yderste fedtlag (der sidder både fedt overfladisk og i øjenhulen). Øjenvippeforlængende serum anbefales ikke som en decideret behandling af fylde på øvre øjenlåg. Men det kan være godt at vide for dig, der måske har tænkt dig at begynde på den type serum og som overvejer at få fjernet fylde på øvre øjenlåg. Laserbehandling. Hvis du kun har en lille smule smårynket hud på øjenlågene er det muligt det kan afhjælpes med en laserbehandling. Det tager dog ikke nogen fylde, men udglatter rynkerne lidt. Vær blot opmærksom på, at flere eller aggressive laserbehandlinger på sigt kan gøre huden læger-agtigt stiv og følsom for pigmentforandringer. Muskelafslappende toxin. Denne behandling kan ikke korrigere øvre øjenlåg. Men hvis et brynløft med toxin har en god virkning på dig og dine bryn hæves, kan behandlingen udskyde tidspunktet for en operation. Hvem egner operationen sig til? Den typiske øjenlågs-patient er bevidst om problemet allerede; ekstra hudfolder på øvre øjenlåg, make-up, der gnides af hele tiden, træthedsfølelse eller at huden skygger lidt for udsynet opadtil. Hvem egner den sig ikke til? For at kunne få foretaget en kosmetisk operation, skal man være fyldt 18 år. Som noget generelt bør man ikke lade sig operere i en alt for turbulent periode af sit liv. Og har du mange eller alvorlige problemer med helbredet eller tager medicin, der er meget blodfortyndende eller hæmmer helingen, er det ikke altid du kan tilbydes en operation. Hvis du ser i gang med eller planlægger et vægttab skal du vide, at du får klart den bedste vurdering og det bedste resultat når du har nået din målvægt - ikke undervejs i processen. Hvis du skal ud at rejse kort tid efter operationen De fleste rejseforsikringer dækker ikke komplikationer til en operation, der opstår under en rejse, hvis operationen er foretaget mindre end 1-3 måneder før operationen. Det præcise tilladte tidsinterval mellem operation og rejse afhænger af operationstypen og det enkelt forsikringsselskab. Hvis du har meget lave bryn er det decideret forkert at korrigere øvre øjenlåg bare fordi operationen er mindre kompliceret end en bryn-korrektion. Operationen vil ikke have den effekt, du ønsker - du vil blot gøre din situation sværere. Man kan nemlig ikke løfte brynene ordentligt i mange måneder efter en øjenlågsoperation. Det er der ikke hud nok til på øjenlågene.

Hvordan foregår det?

Forundersøgelse Du vil ved forundersøgelsen få en grundig information om operationen og efterforløbet. Du vil blive bedt om at udfylde et oplysningsskema om dit helbred. Du taler du med plastikkirurgen om dine ønsker, og du vil få et godt bud på, hvad der er af muligheder. Du bør være forberedt på, at kirurgens analyse af dine behov og de løsninger der foreslås, måske er anderledes end det, du havde tænkt på forhånd. Vi anbefaler, at du kommer til forundersøgelsen sammen med en pårørende eller en ven, således at I bagefter kan tale om den information, du fik i forbindelse med forundersøgelsen. Efter forundersøgelsen er der en lovpligtig betænkningstid på mindst 1 uge før du må tage en endelig beslutning om operation. Hvis du derefter stadig er i tvivl, kan der være behov for en supplerende konsultation. Det er vigtigt, at du fortæller, hvis der har været problemer i forbindelse med tidligere operationer eller tandbehandlinger. Hvis du f.eks. har meget let ved at få blå mærker eller blødningskomplikationer, infektioner eller hvis du tidligere har oplevet, at lokalbedøvelse ikke har virket særlig godt. Ofte er årsagen til sidstnævnte, at der ved det pågældende indgreb ikke blev givet nok bedøvelse. Men hos en lille procentdel af befolkningen aftager virkningen af lokalbedøvelse meget hurtigt eller virker bare ikke tilstrækkeligt. Den slags oplysninger er vigtige at få på bordet før du skrives op til en operation i lokalbedøvelse. Din forberedelse før operationen Undgå selvbruner. Selvbruner i ugen før operationen øger risikoen for infektion. Årsagen er, at det giver huden en fedtet overflade, som gør at den sterile afdækning ikke klistrer på huden og dermed ikke afskærmer det sterile område ordentligt. A-vitamin/Retinoider I pilleform på recept gør A-vitamin nye ar grovere, så du bør holde en pause med dette 2 uger før en operation, hvor arrene er synlige eller store. Som creme kan A-vitamin gøre ar mindre synlige, men det er vigtigt at man er startet med cremen minimum 3-4 uger før operationen. Produktet kan nemlig give noget irritation de første 2 uger efter opstart og i den periode kan et ar blive grovere. Det lavpraktiske Gør plads i kalenderen. Som regel bliver man mere træt end man forestiller sig når en operation er overstået. Så lad være med at planlægge noget socialt senere samme dag. Dels kan snak og grin øge risikoen for blødning. Dels vil tanken om, at du skal have overskud til socialt samvær stresse dig unødigt under operationen. Arranger hjemtransport. Du bør som hovedregel ikke selv køre bil hjem. Kun ved helt små indgreb er dette forsvarligt. Spørg kirurgen, hvis du er i tvivl. Spis de måltider du plejer på operationsdagen. Nogle tror at de bør faste før en lokalbedøvelses-operation, men det forholder sig helt omvendt: Det er vigtigt at være tanket op og ikke gå sukkerkold under operationen. Sygdom op til operationen. Udskyd operationen hvis du bliver syg op til operationen. Det kan være svært at aflyse med kort varsel, specielt hvis det er vanskeligt at få operation og efterfølgende feriedage passet ind i en travl hverdag. Men en forkølelse gør ikke noget godt for resultatet eller forløbet. Kroppen har brug for at restituere og hvis der er tale om en operation i hoved-hals området vil du blive mærkbart hævet i længere tid end ellers. Hvordan foregår operationen? Operationen foregår i lokalbedøvelse. Når lokalbedøvelsen lægges kan det svie og stikke lidt. Men under selve operationen bør du ikke mærke noget. Og hvis der endelig skulle være et enkelt sted, hvor du kan mærke at det spænder, kan der altid lægges mere lokalbedøvelse undervejs. Lokalbedøvelse indeholder Adrenalin, der får blodårerne i området til at trække sig sammen; det begrænser blødningen og forlænger virkningen af bedøvelsen. Men det kan også øge hjerterytmen og stresse kroppen lidt. Det er blandt andet derfor det er vigtigt at overholde sine sædvanlige måltider på operationsdagen, da effekten af Adrenalinen minder om, når man går sukkerkold. Under operationen vil der være forskellige lyde, som virker uvante på dig og som det er godt at være forberedt på. Det lyder måske mærkeligt, men man kan høre når en skalpel skærer, en saks klipper og en fedtsugnings-kanyle rasper i vævet. Hvis det er åben kirurgi anvendes en pincet med strøm i, som stopper blødning i små blodårer. Den giver en bip-lyd fra sig når den anvendes og man kan høre en svitsen i vævet. Og nogle gange kan der endda være en let brændt lugt. Det er altsammen en del af enhver operation og bedst, hvis du er forberedt på det. Og kan du tåle at læse ovenstående udpenslede beskrivelse, er der gode chancer for at du kan gennemgå en operation i lokalbedøvelse. Hvis du stoppede halvvejs i beskrivelsen bør du overveje fuld bedøvelse. Operationen afsluttes med at du får plastre på arret. Bagefter kan du have behov for at sidde og sunde dig lidt. Det er lidt specielt at blive opereret på øjenlågene. Når lokalbedøvelsen lægges, kan det føles som om der løber væske inde i øjet. Det gør der ikke. Det hele foregår bare så tæt på øjet, så det kan være svært at skelne. Under operationen vil du blive trykket let på øjet for at kirurgen kan se, hvor meget overskydende fedt, der evt. skal fjernes. Det gør ikke ondt, men er heller ikke decideret behageligt. Der kan løbe lidt blod ind i øjet, hvilket kan svie en smule. Det går hurtigt over og kan skylles væk med saltvand undervejs hvis det giver irritation. Operationen slutter med at du i ca. 15 minutter får kølende omslag på øjet for at minimere blodudtrædninger, hævelse og smerter. Forholdsregler efter operationen Når du netop har gennemgået en ambulant operation er der nogle forholdsregler, du skal overholde for at undgå komplikationer. Undgå infektion i såret Operationsområdet må ikke blive vådt i bad de første 2 døgn efter operationen. Gå ikke i svømmehal eller karbad før trådene er fjernet. Hold det opererede område i ro indtil trådene er fjernet eller efter aftale: for megen aktivitet giver hævelse og øger risikoen for infektion. Tegn på infektion starter som regel med at det begynder at gøre mere ondt i operationsområdet. Og først senere tilkommer rødme, varme, hævelse og evt. feber. Risikoen for infektion er størst 5 dage efter operationen +/- 2 dage. Kontakt klinikken hvis du er i tvivl. Undgå blødning Man bør slappe af resten af dagen efter en operation. Enhver aktivitet vil øge blodtrykket og dermed risikoen for blodansamling eller blodudtrædninger. Dette er vigtigt ved alle operationer, men særlig vigtigt ved operationer i ansigtet. Man bør efter en operation i ansigtet gå hjem og være rigtig kedelig resten af dagen. Indtag kun mad og drikke der er køligt og blødt. Vær asocial og undgå at blodet løber til hovedet. Undgå at bøje dig fremover og behold helst hovedet over hjertehøjde, også i søvne. Så sov med hovedet højt. Og køl evt. det opererede område med f.eks. en pose frosne ærter i 10-15 minutter hver 2. time. Gerne den følgende dag også. Afkøling reducerer ofte også smerterne. Plastre De brune "englehud" plastre som kirurgen oftest sætter direkte på arret, kan godt tåle brusebad. Dup dem med håndklædet og tør dem evt. med føntørrer. En evt. yderforbinding må fjernes efter et døgn. Plasteret holder kanterne på såret sammen, og skal kun skiftes, når det selv løsner sig. Komplikationer det første døgn Oplever du komplikationer - eksempelvis blødning, skal du kontakte klinikken. Kontroller Typisk ses du til kontrol 1 uge efter, hvor evt. tråde fjernes. Og 3-6 måneder efter kommer du til vurdering af resultatet. Der kan være behov for yderligere kontroller. Efter en øjenlågsoperation kan der være behov for nogle øjendråber, der forebygger irritation og infektion. Det er ikke altid nødvendigt, så du får nærmere besked af kirurgen, hvis det vurderes at være nødvendigt i dit tilfælde. De fleste ar heler OK ved anvendelse af "englehud" i 3-4 måneder, påpasselighed med sol og evt. en ar-creme. Undgåelse af sol på ar en en smule overdrevet. Hvis et ar får meget sol de første par måneder efter en operation, kan den brune farve blive permanent og arret dermed mere synligt. Omvendt vil et ar, der ingen sol får, blive tydeligt lysere end den omgivende hud. Så lidt afhængig af den omgivende huds farve kan det være en fordel at tillade at arret får mere eller mindre sol. F.eks. er et ar omkring brystvorten mindst synligt, hvis det har fået noget sol og er blevet mørkt. Blot skal man give det sol i små doser, da ar let bliver solskoldede.

Hvor stor er tilfredsheden?

Graden af tilfredshed er bl.a. bestemt af, hvor effektivt operationen reducerer de ting, du er utilfreds med. Øjenlågskorrektion giver generelt en høj patienttilfredshed. Indgrebet er ikke stort og man kommer sig hurtigt. Hvis resultatet ikke er tilfredstilllende er det oftest fordi der er en bryn-problematik samtidig, som ikke er håndteret. Eller hvis man i forvejen har en del irritationssymptomer fra øjnene; den slags kan godt bliver værre i en længere periode, så man får et langtrukkent forløb. Der er nogle ting omkring tilfredshed efter kosmetisk kirurgi, som gælder de fleste operationer. En meget stor del af den tilfredshed, man oplever efter en kosmetisk operation afhænger af, hvor godt man på forhånd er forberedt på forløbet. At forventningsafstemningen er god. Det gælder både bivirkninger, tidsforløb og hvor effektivt behandlingen afhjælper ens gener i sidste ende. Det er også derfor, man som kosmetisk patient ikke har ret til at frasige sig den slags information. Man kan med andre ord ikke bare sige til kirurgen, at "Jeg behøver ikke at vide noget om risici - jeg regner med at du gør dit bedste". Meget kan opnås ved et kosmetisk indgreb. Og de allerfleste får et resultat, de er glade for og synes det har været det hele værd. Men det er vigtigt, at man som patient gør sig klart, at virkningen af en operation er meget afhængig af en række individuelle faktorer. Mediernes påvirkning giver ofte er forvrænget billlede af kosmetisk kirurgi. På reality TV er det ofte yngre mennesker, der er i fokus. Og da yngre mennesker har en ungdommelig vævskvalitet har de et godt udgangspunkt for et godt og holdbart resultat. Det kan desværre bidrage til, at man som patient opbygger urealistiske forventninger til kosmetisk kirurgi. Her er det vigtigt, at du som patient lytter nøje til det, kirurgen siger - og ikke det, du kender fra diverse medier. Hvornår og hvor længe har jeg det ønskede resultat? Allerede umiddelbart efter operationen vil du have mindre hud og/eller fylde på øvre øjenlåg. Efter en uge er den værste hævelse væk. Men først efter 3-6 måneder er al hævelse væk. Øjenlågskirurgi holder i adskillige år. Men der er mange der ender med at få øjenlågene korrigeret flere gange igennem livet. Hvor længe en kosmetisk operation holder, er generelt bestemt af rigtig mange faktorer. Rygning, vægtsvingninger, megen sol, alder, hormonelle forhold og genetisk bestemt hudkvalitet er alle faktorer der påvirker virkningen, herunder varigheden, af et operationsresultat. Og så kan en kirurg jo heller ikke spå om, hvordan ens krop vil ældes/forandres i årene efter en operation. Risici og komplikationer Graden af tilfredshed er naturligvis også afhængig af den risiko, der er forbundet med operationen. Generelt er der en lille risiko for komplikationer ved øvre øjenlågskirurgi. Men det er vigtigt at vide, at hvis der kommer blødning, så skal det behandles akut - ellers kan det i værste fald true synet. Forklaringen er, at hvis man fjerner overskydende fedtvæv, så åbner man op til øjenhulen. Og hvis det derefter bløder og blodet ikke kan komme ud af arret, så siver det ind og trykker på synsnerven. Problemet kan let løses i lokalbedøvelse ved at kirurgen åbner op, fjerner blod og standser blødningen. Men det kræver at du som patient ringer til klinikken - også selvom du ikke er sikker på om du har blødning. Uanset tidspunktet på døgnet. Alle operationer deler en række standard-risici og -komplikationer. Der kan tilkomme blødning, som kræver en operation mere med fjernelse af blod. Arret kan blive betændt og i værste fald skulle åbnes for at udtømme betændelse, omend det i de allerfleste tilfælde er tilstrækkeligt med Penicillin eller anden antibiotika-behandling. Arret kan have så svært ved at hele, så det åbner sig lidt og skal hele langsomt "indefra". Hvilket ikke kun giver et besværligt, fugtigt sår i nogle uger, men også giver et grovere og mere synligt ar i sidste ende. Der kan komme langvarige smerter og/eller føleforstyrrelser i arret. Nogle smerter, som en sjælden gang kan være svære at fjerne permanent. Og selvom alt går fint, kan arret nogle gange alligevel ende med at blive så groft, at det opfattes som skæmmende. Et problem, man ikke altid kan udbedre ved en arkorrektion, da nogle mennesker er genetisk disponerede til grov ardannelse. Din oplevelse af god service Graden af tilfredshed er også afhængig af, i hvor høj grad du føler, at der er gjort mest muligt for at give dig et godt resultat. Her på klinikken gør vi mere end de allerfleste for at give dig så diskrete ar som overhovedet muligt. De fleste ar heler OK ved anvendelse af "englehud" i 3-4 måneder, påpasselighed med sol og evt. en ar-creme. Men der er flere nuancer i det end som så. For eksempel er undgåelse af sol på ar en en smule overdrevet. Hvis et ar får meget sol de første par måneder efter en operation, kan den brune farve blive permanent og arret dermed mere synligt. Omvendt vil et ar, der ingen sol får, blive tydeligt lysere end den omgivende hud. Så lidt afhængig af den omgivende huds farve kan det være en fordel at tillade at arret får mere eller mindre sol. F.eks. er et ar omkring brystvorten mindst synligt, hvis det har fået noget sol og er blevet mørkt. Blot skal man give det sol i små doser, da ar let bliver solskoldede. Hvis det er ekstremt vigtigt, at få så diskret et ar som muligt, har vi på Klinik Milfeldt en helt særlig erfaring med forebyggelse af ardannelse. Det gælder er særlig relevant ved direkte brynløft og operation for kalkunhals, men kan anvendes alle steder, hvor man ønsker at gøre alt, hvad man kan for at få så pæne ar som muligt. Læs om dette i nedenstående afsnit om medicin og operationer. Hvad koster operationen Se prisen for operationen på vores prisliste.

Medicin og operationer

Før en operation er der bestemte typer medicin, du skal undgå eller være opmærksom på, hvornår du tager.

Efter en operation anvendes som regel smertestillende medicin. Men andre typer medicin kan også komme på tale.

 

Læs her klinikkens information om medicin og operationer

bottom of page