top of page

Fedtsugning af halsen

Close-up portrait of nice pretty lady with flawless smooth clean clear skin different type
young%20woman%20face%20portrait%20with%20photo%20of%20her%20old%20skin_edited.jpg
Hvad er en fedtsugning af halsen?

Ved en fedtsugning på halsen fjernes fylde der hvor en dobbelthage sidder. Derudover fjernes også fylde under kæbelinien og som regel også i kindposerne for at fremhæve kæbelinien bedst muligt. Er der alternativer? Dobbelthage-operation. Ved denne operation suppleres fedtsugning af halsen med fjernelse af et fedtdepot, der ligger for dybt til at man kan fedtsuge det. Det er en mere effektiv løsning end fedtsugning alene og er f.eks. at foretrække, hvis man har en kort hage, hvis man har meget fylde på halsen eller bare ønsker den mest effektive løsning. "Opstrammende" fedtsugning er en speciel fedtsugnings-teknik, hvor spidsen af fedtsugningskanylen kan varmes op, så hudens underside beskadiges lidt af varmen. Det giver i teorien en lille opstramning. Hidtil har resultaterne dog mere forebygget yderligere løshed end givet en reel opstramning. Og da virkning og bivirkning følges tæt ad, er der stor risiko for ujævnheder, hvis man bruger for høj varme. Klassisk halsløft med ansigtsløft-ar eller udvidet kalkunhals. Disse halsløft er at foretrække hvis man har løs hud på halsen. Hvor meget løs hud der skal til, før man er bedre stillet med et halsløft er meget individuelt. Det vil kræve en forundersøgelse at få svar på. Ikke-kirurgisk fjernelse af fedt. Behandlinger med ultralyd, kulde, injektion af stoffer, der nedbryder fedtvæv kan anvendes som alternativ. Effekten af disse behandlinger er dog hverken så kraftige eller forudsigelige som en fedtsugning. Fillers kan lægges langs kæbelinien, så denne fremhæves og fylden på halsen nedtones. Det kan være en løsning, hvis man alligevel ønsker en fremhævning af kæben. Men har man en fin kæbelinie er pengene som regel bedre givet ud på en fedtreducerende løsning. Hvem egner operationen sig til? Den oplagte kandidat til en fedtsugning af halsen er en yngre person uden løs hud, som ønsker en bedre defineret kæbelinie, hals og hage uden et større indgreb og med mindst mulig risiko for synlig ardannelse. Og som har det fint med at operationen er et fornuftigt kompromis mellem rimelig god effekt og minimal ardannelse. En fedtsugning kan nogle gange anvendes som første og måske eneste trin, hvis man er i tvivl om, hvorvidt man også skal have strammet huden op. Med en kalkunhals-operation som backup, hvis huden bliver for løs. Det er dog vigtigt at vide, at man så må affinde sig med det løse resultat i 9-12 måneder før en opstramning kan foretages. Fordi arvævet efter fedtsugningen skal have tid til at bløde op først. Eller bliver opstramningen ikke særligt god. En sjælden gang kan en fedtsugning også give mening, selvon man ved, at huden bliver løs af det. At fjerne fylde kan trods alt få en til at se slankere ud, også selvom løsheden fortsta er til stede. Hvem egner den sig ikke til? For at kunne få foretaget en kosmetisk operation, skal man være fyldt 18 år. Som noget generelt bør man ikke lade sig operere i en alt for turbulent periode af sit liv. Og har du mange eller alvorlige problemer med helbredet eller tager medicin, der er meget blodfortyndende eller hæmmer helingen, er det ikke altid du kan tilbydes en operation. Hvis du ser i gang med eller planlægger et vægttab skal du vide, at du får klart den bedste vurdering og det bedste resultat når du har nået din målvægt - ikke undervejs i processen. Hvis du skal ud at rejse kort tid efter operationen De fleste rejseforsikringer dækker ikke komplikationer til en operation, der opstår under en rejse, hvis operationen er foretaget mindre end 1-3 måneder før operationen. Det præcise tilladte tidsinterval mellem operation og rejse afhænger af operationstypen og det enkelt forsikringsselskab.En fedtsugning af halsen egner sig typisk ikke til løs hud, uanset om det skyldes alder, vægttab, rygning eller solskade. Den er heller ikke et godt valg som to-stadie operation efterfulgt af f.eks. en kalkunhals-operation, hvis man gerne vil dele udgiften op i to. Man skal i givet fald kunne acceptere at der optimalt set bør gå 9-12 måneder mellem de to operationer. Det er ganske enkelt ikke tilfredsstillende at skulle gå med et resultat, man på forhånd ved, ikke er godt nok, bare for at spare nogle penge. Hvis man er strålebehandlet eller har ar på halsen i forvejen, er blodforsyningen på halsens hud forringet. Og så er det ikke altid, man kan tilbydes hals-kirurgi.

Hvordan foregår det?

Forundersøgelse Du vil ved forundersøgelsen få en grundig information om operationen og efterforløbet. Du vil blive bedt om at udfylde et oplysningsskema om dit helbred. Du taler du med plastikkirurgen om dine ønsker, og du vil få et godt bud på, hvad der er af muligheder. Du bør være forberedt på, at kirurgens analyse af dine behov og de løsninger der foreslås, måske er anderledes end det, du havde tænkt på forhånd. Vi anbefaler, at du kommer til forundersøgelsen sammen med en pårørende eller en ven, således at I bagefter kan tale om den information, du fik i forbindelse med forundersøgelsen. Efter forundersøgelsen er der en lovpligtig betænkningstid på mindst 1 uge før du må tage en endelig beslutning om operation. Hvis du derefter stadig er i tvivl, kan der være behov for en supplerende konsultation. Det er vigtigt, at du fortæller, hvis der har været problemer i forbindelse med tidligere operationer eller tandbehandlinger. Hvis du f.eks. har meget let ved at få blå mærker eller blødningskomplikationer, infektioner eller hvis du tidligere har oplevet, at lokalbedøvelse ikke har virket særlig godt. Ofte er årsagen til sidstnævnte, at der ved det pågældende indgreb ikke blev givet nok bedøvelse. Men hos en lille procentdel af befolkningen aftager virkningen af lokalbedøvelse meget hurtigt eller virker bare ikke tilstrækkeligt. Den slags oplysninger er vigtige at få på bordet før du skrives op til en operation i lokalbedøvelse. Din forberedelse før operationen Undgå selvbruner. Selvbruner i ugen før operationen øger risikoen for infektion. Årsagen er, at det giver huden en fedtet overflade, som gør at den sterile afdækning ikke klistrer på huden og dermed ikke afskærmer det sterile område ordentligt. Gør plads i kalenderen. Som regel bliver man mere træt end man forestiller sig når en operation er overstået. Så lad være med at planlægge noget socialt senere samme dag. Dels kan snak og grin øge risikoen for blødning. Dels vil tanken om, at du skal have overskud til socialt samvær stresse dig unødigt under operationen. Arranger hjemtransport. Du bør som hovedregel ikke selv køre bil hjem. Kun ved helt små indgreb er dette forsvarligt. Spørg kirurgen, hvis du er i tvivl. Spis de måltider du plejer på operationsdagen. Nogle tror at de bør faste før en lokalbedøvelses-operation, men det forholder sig helt omvendt: Det er vigtigt at være tanket op og ikke gå sukkerkold under operationen. Udskyd operationen hvis du bliver syg op til. Det kan være svært at aflyse med kort varsel, specielt hvis det er vanskeligt at få operation og efterfølgende feriedage passet ind i en travl hverdag. Men en forkølelse gør ikke noget godt for resultatet eller forløbet. Kroppen har brug for at restituere og hvis der er tale om en operation i hoved-hals området vil du blive mærkbart hævet i længere tid end ellers. Hvordan foregår operationen Operationen foregår i lokalbedøvelse. Når lokalbedøvelsen lægges kan det svie og stikke lidt. Men under selve operationen bør du ikke mærke noget. Og hvis der endelig skulle være et enkelt sted, hvor du kan mærke at det spænder, kan der altid lægges mere lokalbedøvelse undervejs. Lokalbedøvelse indeholder Adrenalin, der får blodårerne i området til at trække sig sammen; det begrænser blødningen og forlænger virkningen af bedøvelsen. Men det kan også øge hjerterytmen og stresse kroppen lidt. Det er blandt andet derfor det er vigtigt at overholde sine sædvanlige måltider på operationsdagen, da effekten af Adrenalinen minder om, når man går sukkerkold. Under operationen vil der være forskellige lyde, som virker uvante på dig og som det er godt at være forberedt på. Det lyder måske mærkeligt, men man kan høre når en skalpel skærer, en saks klipper og en fedtsugnings-kanyle rasper i vævet. Hvis det er åben kirurgi anvendes en pincet med strøm i, som stopper blødning i små blodårer. Den giver en bip-lyd fra sig når den anvendes og man kan høre en svitsen i vævet. Og nogle gange kan der endda være en let brændt lugt. Det er altsammen en del af enhver operation og bedst, hvis du er forberedt på det. Og kan du tåle at læse ovenstående udpenslede beskrivelse, er der gode chancer for at du kan gennemgå en operation i lokalbedøvelse. Hvis du stoppede halvvejs i beskrivelsen bør du overveje fuld bedøvelse. Operationen afsluttes med at du får plastre på arret. Bagefter kan du have behov for at sidde og sunde dig lidt.En fedtsugning på halsen er mere mærkelig end de fleste forestiller sig. Bedøvelsen er lige så effektiv som andre operationer i lokalbedøvelse. Men når bedøvelsen lægges føles halsen dels mærkeligt oppustet . Og selve fedtsugningen føles fremmed, fordi man kan høre og mærke kanylen raspe igennem vævet. Og fordi kirurgen skal tage lidt mere fast i huden end de fleste nok forestiller dig. Forholdsregler efter operationen Når du netop har gennemgået en ambulant operation er der nogle forholdsregler, du skal tage for at undgå komplikationer. Undgå infektion i såret. Operationsområdet må ikke blive vådt i bad de første 2 døgn efter operationen. Gå ikke i svømmehal eller karbad før trådene er fjernet. Hold det opererede område i ro indtil trådene er fjernet eller efter aftale: for megen aktivitet giver hævelse og øger risikoen for infektion. Tegn på infektion starter som regel med at det begynder at gøre mere ondt i operationsområdet. Og først senere tilkommer rødme, varme, hævelse og evt. feber. Risikoen for infektion er størst 5 dage efter operationen +/- 2 dage. Kontakt klinikken hvis du er i tvivl. Undgå blødning. Man bør slappe af resten af dagen efter en operation. Enhver aktivitet vil øge blodtrykket og dermed risikoen for blodansamling eller blodudtrædninger. Dette er vigtigt ved alle operationer, men særlig vigtigt ved operationer i ansigtet. Man bør efter en operation i ansigtet gå hjem og være rigtig kedelig resten af dagen. Indtag kun mad og drikke der er køligt og blødt. Vær asocial og undgå at blodet løber til hovedet. Undgå at bøje dig fremover og behold helst hovedet over hjertehøjde, også i søvne. Så sov med hovedet højt. Og køl evt. det opererede område med f.eks. en pose frosne ærter i 10-15 minutter hver 2. time. Gerne den følgende dag også. Afkøling reducerer ofte også smerterne. Plastre: De brune "englehud" plastre som kirurgen oftest sætter direkte på arret, kan godt tåle brusebad. Dup dem med håndklædet og tør dem evt. med føntørrer. En evt. yderforbinding må fjernes efter et døgn. Plasteret holder kanterne på såret sammen, og skal kun skiftes, når det selv løsner sig. Komplikationer det første døgn: Oplever du komplikationer - eksempelvis blødning, skal du kontakte klinikken. Kontroller Typisk ses du til kontrol 1 uge efter, hvor evt. tråde fjernes. Og 3-6 måneder efter kommer du til vurdering af resultatet. Der kan være behov for yderligere kontroller.Efter en fedtsugning af halsen får man en formsyet neopren-bandage på, som sættes fast med velcro. Den er ikke særligt pæn og man skal gå med den i 5-7 dage. Det er for at minimere hævelse, blødning og i øvrigt holde på formen. Den kan tages af når man skal i bad.De fleste ar heler OK ved anvendelse af "englehud" i 3-4 måneder, påpasselighed med sol og evt. en ar-creme. Men der er flere nuancer i det end som så. For eksempel er undgåelse af sol på ar en en smule overdrevet. Hvis et ar får meget sol de første par måneder efter en operation, kan den brune farve blive permanent og arret dermed mere synligt. Omvendt vil et ar, der ingen sol får, blive tydeligt lysere end den omgivende hud. Så lidt afhængig af den omgivende huds farve kan det være en fordel at tillade at arret får mere eller mindre sol. F.eks. er et ar omkring brystvorten mindst synligt, hvis det har fået noget sol og er blevet mørkt. Blot skal man give det sol i små doser, da ar let bliver solskoldede.

Hvor stor er tilfredsheden?

Graden af tilfredshed er bl.a. bestemt af, hvor effektivt operationen reducerer de ting, du er utilfreds med. En fedtsugning på halsen er en god måde at fjerne fylde under hagen og omkring kæbelinien. Effekten er mere forudsigelig og effektiv end ikke-kirurgsike behandlinger som frysning, ultralyd, sclerosering. Men lidt mindre end dobbelthage- og kalkunhals-operationerne.Fedtsugning af halsen er ikke et quick-fix. Dels er den nogle gange et kompromis: Lidt mindre virkning end andre kirurgiske løsninger, men til gengæld mindst mulig ardannelse. Og så går der ret lang tid - op til 9-12 måneder - før stramningen på halsen efter operationen bløder helt op. Forventningerne er også ofte høje ved kirurgi på halsen. Det er et område, man godt kan have set sig lidt gal på. Man har måske prøvet at tabe sig uden det egentlig gav noget. Man kan se at man har arvet det fra en forælder og vil ikke gå rundt med den påmindelse. Man vil med andre ord gerne have en mærkbar forandring. Og så er det vigtigt at have gjort op med sig selv, at en fedtsugning ikke er "the full monty". Men er man afklaret med at operationen er et godt kompromis, kan en fedtsugning på halsen alligevel sagtens være den helt rigtige løsning. Og så er risikoen for følgevirkninger retfærdigvis også en smule mindre end ved en dobbelthage-operation.Der er nogle ting omkring tilfredshed efter kosmetisk kirurgi, som gælder de fleste operationer. En meget stor del af den tilfredshed, man oplever efter en kosmetisk operation afhænger af, hvor godt man på forhånd er forberedt på forløbet. At forventningsafstemningen er god. Det gælder både bivirkninger, tidsforløb og hvor effektivt behandlingen afhjælper ens gener i sidste ende. Det er også derfor, man som kosmetisk patient ikke har ret til at frasige sig den slags information. Man kan med andre ord ikke bare sige til kirurgen, at "Jeg behøver ikke at vide noget om risici - jeg regner med at du gør dit bedste". De allerfleste får et resultat, de er glade for. Men det er vigtigt, at man som patient er realistisk i sine forventninger. Mediernes påvirkning giver ofte er forvrænget billlede af kosmetisk kirurgi. På reality TV er det ofte yngre mennesker, der er i fokus. Og da yngre mennesker har en ungdommelig vævskvalitet har de et godt udgangspunkt for et godt og holdbart resultat. Det kan desværre bidrage til, at man som patient opbygger urealistiske forventninger til kosmetisk kirurgi. Her er det vigtigt, at du som patient lytter nøje til alt det, kirurgen siger - og ikke kun det, du gerne vil høre. Hvornår og hvor længe har jeg det ønskede resultat? En fedtsugning giver en permanent omfordeling af ens fedtvæv. Strengt taget er det sådan, at kroppen ar en "vægt-hukommelse", så den mængde fedt man suger ud, kommer tilbage igen. Men den fordeles i anden omgang så på hele kroppen. Og dermed er det kun en meget lille del, der sætter sig på halsen igen.Hvor længe en kosmetisk operation holder, er i øvrigt bestemt af rigtig mange faktorer. Rygning, vægtsvingninger, megen sol, alder, hormonelle forhold og genetisk bestemt hudkvalitet er alle faktorer der påvirker virkningen, herunder varigheden, af et operationsresultat. Og så kan en kirurg jo heller ikke spå om, hvordan ens krop vil ældes/forandres i årene efter en operation. Risici og komplikationer Graden af tilfredshed er naturligvis også afhængig af den risiko, der er forbundet med operationen. Uforudsete problemer efter en fedtsugning på halsen er meget sjældent. Teoretisk set kan man efter fedtsugning af kindposerne få en nerveskade, giver et skævt smil i op til 3 måneder efter oeprationen. Men dels er det yderst sjældent, dels kan asymmetrien afhjælpes med toxin indtil nerverne er helet.Alle operationer deler en række standard-risici og -komplikationer. Der kan tilkomme blødning, som kræver en operation mere med fjernelse af blod. Arret kan blive betændt og i værste fald skulle åbnes for at udtømme betændelse, omend det i de allerfleste tilfælde er tilstrækkeligt med Penicillin eller anden antibiotika-behandling. Arret kan have så svært ved at hele, så det åbner sig lidt og skal hele langsomt "indefra". Hvilket ikke kun giver et besværligt, fugtigt sår i nogle uger, men også giver et grovere og mere synligt ar i sidste ende. Der kan komme langvarige smerter og/eller føleforstyrrelser i arret. Nogle smerter, som en sjælden gang kan være svære at fjerne permanent. Og selvom alt går fint, kan arret nogle gange alligevel ende med at blive så groft, at det opfattes som skæmmende. Et problem, man ikke altid kan udbedre ved en arkorrektion, da nogle mennesker er genetisk disponerede til grov ardannelse. Din oplevelse af god service Graden af tilfredshed er også afhængig af, i hvor høj grad du føler, at der er gjort mest muligt for at give dig et godt resultat. Her på klinikken gør vi mere end de allerfleste for at give dig så diskrete ar som overhovedet muligt. De fleste ar heler OK ved anvendelse af "englehud" i 3-4 måneder, påpasselighed med sol og evt. en ar-creme. Men der er flere nuancer i det end som så. For eksempel er undgåelse af sol på ar en en smule overdrevet. Hvis et ar får meget sol de første par måneder efter en operation, kan den brune farve blive permanent og arret dermed mere synligt. Omvendt vil et ar, der ingen sol får, blive tydeligt lysere end den omgivende hud. Så lidt afhængig af den omgivende huds farve kan det være en fordel at tillade at arret får mere eller mindre sol. F.eks. er et ar omkring brystvorten mindst synligt, hvis det har fået noget sol og er blevet mørkt. Blot skal man give det sol i små doser, da ar let bliver solskoldede. En fedtsugning giver små, næsten usynlige ar. Men den indvendige ardannelse kan give generende stramning og ujævnhed i flere måneder. Det er der ikke så meget, man kan gøre ved andet end at massere halsens hud et par gange hver dag fra 1 til 6 måneder efter operationen. På Klinik Milfeldt er kirurgi på halsen et særligt indsatsområde. Vi har en bred palet af hals-operationer og lægger stor vægt på den æstetiske analyse af det enkelte menneske. Vi synes halsen er lidt overset i forhold til ansigtet. De fleste har sikkert set kvinder, der tilsyneladende holder sig rigtig flot i ansigtet, men hvor halsen "sladrer" om en højere alder end den, som ansigtet signalerer. Lidt populært sagt kan man sige at øjnene er sjælets spejl. Sundheden sidder i æblekinderne. Humøret sidder omkring munden. Og alderen og vægten sidder på halsen. Vi synes det er vigtigt, at du vælger den rigtige operation. Og hvis den bedste løsning for dig er et klassisk ansigts-halsløft, som vi ikke foretager her, så anbefaler vi lige så gerne den, end de lokalbedøbvelses-operationer, vi foretager her. Hvad koster operationen? Se prisen for operationen på vores prisliste.

Medicin og operationer

Før en operation er der bestemte typer medicin, du skal undgå eller være opmærksom på, hvornår du tager.

Efter en operation anvendes som regel smertestillende medicin. Men andre typer medicin kan også komme på tale.

 

Læs her klinikkens information om medicin og operationer

bottom of page